Byudvikling & lokale partnerskaber

Street Under Buen ligger midt i byen, men midt imellem systemer. Derfor arbejder vi aktivt for at forbinde mennesker, steder og aktører gennem partnerskaber, der skaber lokal værdi og nyt liv i byrummet. Vi ser os selv som en del af byens sociale og fysiske infrastruktur – og vi samarbejder med andre, der deler ønsket om at gøre byen mere levende, tilgængelig og inkluderende.

Et eksempel er vores samarbejde med TEC-skolen, hvor unge studerende inviteres ned under buen for at lære om streetkulturen og indgå i praktiske byggeprojekter til glæde for fællesskabet. Eleverne har blandt andet været med til at designe og konstruere dele af vores tribuner – et konkret bevis på, hvordan uddannelse og kultur kan mødes i et fælles, meningsfuldt projekt.

Vores tilgang bygger på, at lokale partnerskaber kan skabe store forandringer – både når det gælder fysiske rammer og sociale strukturer. Vi engagerer os i boligområder, skoler, kommunale tilbud og erhvervsliv for at finde fælles løsninger og skabe forbindelser, der rækker ud over enkeltsager og projekter.

Samtidig fungerer Street Under Buen som en demonstrator for, hvordan gadeidræt og fællesskab kan være med til at gentænke byrum og skabe en levende, ungdomsforankret platform. Vores virke og partnerskaber er med til at inspirere andre byrum og projekter – både i København og nationalt.