Kulturelle Events & Kunstneriske samarbejder

Street Under Buen er skabt med og for de unge. Hele det visuelle udtryk i området – fra farver og former til statements og symboler – er udviklet gennem co-creation mellem unge brugere og kunstnere. Et særligt eksempel er værket “De 10 Bud”, hvor en gruppe unge har formuleret deres egne værdier og budskaber for fællesskabet og fået dem indgraveret fysisk i byrummet. Det er med til at gøre området til mere end en sportsfacilitet – det er et rum for identitet, kultur og stemmer, der bliver hørt.

Denne tilgang gennemsyrer vores arbejde med kunst og kultur. Vi ser det som et vigtigt redskab til at skabe ejerskab, deltagelse og refleksion – og til at give unge muligheden for at udtrykke sig, både visuelt, verbalt og performativt.

Vi har afholdt en række kulturelle events, hvor det kreative og det samfundsrelevante smelter sammen. Et stærkt eksempel er Street Dreamz, en afrikansk kulturfestival, der fejrer kontinentets rige historie, musik, kunst og madkultur. Festivalen bød på afrobeats, mode og madtraditioner – men satte også fokus på de fortsatte konsekvenser af kolonialisme i Afrika gennem oplæg, debat og refleksion. Sammen med samarbejdspartnere som den tanzaniske ambassade og vores netværk af lokale kunstnere og ildsjæle skabte vi en festival, der både var en fest og en kulturel bevidstgørelse.

Et andet eksempel er Red Bull Ord-mod-Ord, en 1v1 hiphop battle, hvor unge mødes i lyrisk kamp og udtrykker sig gennem ord, rytme og attitude. Musik og hiphop er en naturlig forlængelse af det gademiljø og den kultur, vi arbejder i – og det er med til at tiltrække og engagere nye målgrupper i vores fællesskab.

Gennem kunstneriske og kulturelle samarbejder inviterer vi unge til at udfolde deres stemmer, historier og drømme – og være medskabere af det rum, de færdes i.